Det uvirkelige er virkelighed – På vej mod at blive afsluttet.

I juni måned var jeg til kontrol på lungemedicinske afdeling. Jeg har altid en spændt fornemmelse når jeg skal til kontrol. På trods af jeg tror det ser godt ud, er der sommerfugle i maven for hvis nu. Resultaterne var (også) denne gang perfekt. Det var endda meget perfekt, og er de tre næste kontrolbesøg inden for to år på det niveau bliver jeg afsluttet på lungemedicinske afdeling B5

Gentager – så bliver jeg afsluttet!!!

Da jeg gik fra afdelingen og kom ud på Nørrebrogade udbrød jeg for fulde kraft : SÅDAN.. det var ren eufori. Bare det der tales om at blive afsluttet har jeg aldrig drømt i min vildeste fantasi.

Det virker stadig noget uvirkelige for mig og mange tanker dukker op. Det er ikke fremtiden jeg bekymre mig om, da jeg har lært at tage tingene som de nu er og dukker op. Bliver jeg afsluttet eller ej har jeg stadige den kroniske som naturligvis sætte sine begrænsninger, og bliver jeg afsluttet er det min egne læge som tager over.  Derudover er der træningen som skal vedligeholdes og udvikles. Det er træningen som er min medicin.

Træning er også min medicin.

Da jeg blev syg tænkte jeg om det ikke bare var noget jeg bildte mig ind og det var psykisk, hvilket jeg har erfaret er en helt normalt proces. En læge på lungemedicinske sagde til mig dengang “det er dæleme ikke psykisk det her, det er en alvorlig lungesygdom”.  Der fik jeg vendte tingene og forstod når en specialafdelingen siger sådan og det krævende lange indlæggelser var det rigtig og ikke “noget psykisk” som min daværende praktiserende læge ellers ofte havde spist mig af med.

De efterfølgende mange år skete der mange ting som jeg også har beskrevet:  Fra Iltapparat til Fitnesscenter .

På samme måde, blot med omvendt fortegn forholder jeg mig nu også sådan. Når en af de mest anerkendte og specialiseret overlæge på lungemedicinområdet siger at de tænker på at de vil afsluttet mig, så er det fordi det godt og kroppens system kan bære sig selv Det er også  samme overlæge som fortæller min træning og den remicade (medicin) som  jeg fik en perioder har gjort den afgørende effekt i at være hvor jeg er nu.

Der er ikke noget at sige til hjernen lige skal vende sig til situationen og man tænker tilbage til situationer, hvor det har været kritiske og har været udsat for flere traumer.  De oplevelser vil stadige være en del af mig, men der bliver  givet slip på dem mere og mere.

Så bliver det også fedt hvis jeg bliver afsluttet at jeg ikke skal have bekymringer når en dato for kontrol nærmere sig – så kan jeg nøjes med alle de andre bekymringer 😉

God sommer 😀

Træningsslidet genfinder og udvikler spontaniteten

Noget som også har fået stor betydningen for mit vedkommende gennem mange timer på spinningscyklen, salene med stram-op, bodypump og egne træning-pas er at opleve hvordan ens spontanitet ikke bare vender tilbage, men også er blevet styrket.

Selvfølge skal man man være tænksom i det man gør for at passe på sig selv, men jeg oplever at både det tænksomme og det spontane kan gå hånd i hånd. Måske har det noget med erfaring at gøre eller at spontanitet også er at lytte til sig selv, ens krop og reagere på dette?

Da min lungesygdom var værst forsvandt en stor del af min spontanitet. Det er naturligt nok fordi at jeg ikke kunne særlig meget, og når jeg oplevede mange aktiviteter blev mere og mere besværlig, samtidige med at angsten for at kunne mindre meldte sig.

I selve træningen udfolder det spotane sig i at sætte mere belastningen på spinningscyklen, hæve tempoet, følge musikken eller udfører planken længere, lave flere armstrækker, kaste sig over nye øvelser mv. Det som er væsenlig for mit vedkommede for at både variere træningen og fastholde det spontane er at indimellem tage timer med en personlig træner, søge hold med instruktør som variere træningen og/eller imellem skifte hold.

I forhold til hverdagen er det et stort løft at få det mere styrke og “dyrke” det spontane. Det kan være at spontan gør hvad man har lyst til lige fra at gå en tur, besøge nogen, tage ud at se en fodboldkamp og endda til en pokalfinale i parken. Det er ting som for ganske få år siden skulle overvejes om kræfterne var til det, og ellers tage så mange forholdsregler.

20160421_192345Alene det at kan gå et godt stykke fra bussen til de øverste og bedste pladser på stadion. Samtidig kunne gå op og ned af og af trapperne flere gange, når jeg får øje på nogen som jeg kender. Udover fodbold er passion og glæde at være vidne til (især i øjeblikket på disse kanter) er det meget mere for mit vedkommede, når jeg igen kan være med og lade og opleve spontanitet udfolde sig.

Jeg tænker også når det handler om spontanitet og at være impulsiv, at i de job jeg har haft har min styrke altid været i tilspidsende og ofte pludselig opståede situationer. Der hvor jeg har handlet spontan havde jeg det bedst, og som regel det rigtige jeg gjorde og tilbagemeldinger var positive.  Det må være den spontanitet jeg har genfundet – og udviklet.