Tålmodighed og mangel på samme..

Jeg kan sagtens nyde træningsfridage og finde på andre aktiviteter. Netop det at lave noget andet end at træne viser også træningen har den ønskede effekt når man er startet fra et lavt punkt. Glæder mig fx over hvert et skridt når jeg går rundt i byen, tager på stadion, på besøg eller bare går en tur. Der hvor tålmodigheden kommer på prøve er når jeg må holde pause og blive hjemme, hvis jeg syg eller skranter.

I sommers havde jeg lungebetændelse og var sat ud af aktiviteter. Et er det ubehag ved at have lungebetændelse, noget andet er ventetiden til at blive klar igen, den synes jeg var uudholdelig. Den tålmodighed som jeg ellers besidder på mange punkter var næsten ikke eksisterende. Man siger tålmodighed er en dyd, men når man ikke har nogen dyd må kæmpe med det.

I den forgange uge, måtte jeg også tage et par ufrivillige træningsfridage. Det var intet i forhold til hvad jeg har oplevet. Jeg forsøgte i den forbindelse med at gøre min tålmodighed bedre, ved at sige til mig selv må tage den tid som det nu gør, for det vigtigste er at komme til at fungere så optimal som man kan igen.  En ventetid på 2.timer på en hospitalsafdeling hjalp mig visnok til at genfinde lidt tålmodigheden.

Det er det vi skal huske på når vi må kapitulere, at anerkende nogen ting kan ikke forceres og forsøger vi det giver det ofte bagslag. Det er som bekendt nemmere sagt end gjort – også for mit vedkommende.

Fortid, nutid, taknemlighed

Når man har en kroniske sygdom er der dage hvor man både kan være irriteret og ked af at være hvor man nu er. Kommer den aktive del af sygdommen igen kan fylde, træt af tage hensyn til man skal hvile lidt mere, og de evige bekymringer om penge fordi en førtidspension sætter sine begrænsninger, og ingen udsigt til flere indtægter.  Jeg kender de dage alt for godt.

Når jeg efterfølgende kommer til at tænke på hvilken situation jeg var i da min sygdom var værst, og hvor jeg er nu kan jeg ikke andet end være taknemlig. Inden jeg fik konstateret lungesygdommen havde jeg i årene forinden haft en del kaos i livet på mange fronter og alt virkede i perioder håbløst. Da jeg så troede jeg var på rettet vej fik jeg lungesygdommen, hvilket naturligvis var en kæmpe nedtur og en del af de ting jeg slås med inden dukkede op igen.

Når jeg også tænker på de ting og sammenligner med hvordan det ser ud i dag kan jeg også kun være taknemlig overfor den indre ro, og fået tanker, følelser og kaos bearbejdet.  Det betyder at de ting som nu dukker op, giver en mulighed for handle eller ikke handle.

Det positive og livsglæden fylder mest

I dag dukkede et minde op på facebook, og det var med til at sætte taknemligheden i relief:

 

 

Balancen – Hvornår kan hjælpen droppes?

Når man har oplevet at være afhængig af hjælp til mange ting kan det være en befrielsen når hjælpen kan slippes eller begrænses. Selv har jeg oplevet da jeg var mest syg, at hjemmet føltes som en banegård med hjælper af mange slags.

Heldigvis begyndte nødvendigheden af hjælp af aftage og især efter effekten af træning fik fat kunne den nødvendig hjælp begrænses. I dag er det absolut kun et minimum jeg har brug for hjælp, og det er til rengøring da støv, rengørings produkter og fugt giver besvær med vejrtrækningen. Det er så også vigtig at sige, når man har brug for hjælpen er det i sig selv også en frihed der giver bedre livskvalitet.

Den almene hjælp fra venner, familie eller partner kan man tilpasse som man vil. Når man er kommet dertil at man selv vil prøve, fx bære en posen til bussen eller bilen, gå til indkøbscenteret eller ordne ting i hjemmet så er det med at gøre det. I starten kan være tryk nok med en ved sin side. Det kan godt være at man må insistere på at selv ville, fordi det kan være svært for andre ikke at træde til. Her kan man fx aftale at man kun skal have hjælp hvis man selv siger til. Det er også vigtig at man ikke tager det som et nederlag, hvis man finder ud af der er noget man ikke kan. Alene det at prøve er en sejr.

Når det kommer til den hjælp som man er visiteret til og modtager af kommunen forholder det sig noget anderledes. Desværre er det sådan at mange ikke modtager den nødvendige hjælp i dag, og når hjælpen ofte er på et minimum kan det også være svære med at tage den beslutning at sige den fra. Det store spørgsmål er om man kan klare sig uden.

“Systemet” er ikke særlig fleksibel. Det er ofte sådan at hvis man ønsker mindre hjælp så risikere man at miste alt hjælp. Selv oplevede jeg det da mit ønske var at forsøge med at gå fra daglig hjælp til 2-3 gange om ugen. Alene det jeg fremsatte mit ønske overfor en kommunal visitator betød at jeg blev frataget alt daglig hjælp. Afgørelsen blev anket og parthøringen var noget af det værste jeg har oplevet. Jeg har været faglig repræsentant på et stor arbejdplads og der har jeg oplevet nogle ting, men intet af hvad jeg har oplevet fra ledelse eller kollegaer står i nærhed af det som jeg blev udsat fra kommunen side i den ankesag. Det er vel og mærket på et tidspunkt hvor sygdommen gav mange begrænsninger.

Jeg kan kun give det forslag at man beholder hjælpen til man sikker på man kan undvære den. Alle de tanke om man synes det er rimlig at man modtager den hjælp skal man forsøge at fortrænge. Man skal huske på når man begynder at træne og opnår resultater har man også brug for at restituere og dermed er hjælpen også rimelige. Det er nemlig det lange seje træk som betyder man evt, kan slippe hjælpen. Man kan begynde at gøre de ting som man får hjælp til og på den måde øver sig selv i at slippe mere af hjælpen.  Når man kommer dertil at hjælpen er besværlig og man føler sig låst så skal man slippe den.

Det er ærlige at systemet forholder sig sådan. Det er ikke befordre for nogen. Hvis systemet virklig fulgte og lyttede mere til  mennesker og hjælpen blev drosle ned efter ønske vil det være en fordel for alle, og i den sidste ende også for systemet selv.

 

 

 

 

 

 

 

Det lille “men” ….

Alle kender når detaljen eller det lille “men” skygger for helheden, en helhed som ofte er det vigtige i forhold til resultater, forbedringer eller en generelt god tilstand.

Vi kan have dage til træning som er ganske gode, men der er alligevel det “men”. Det kan være man er blevet lidt mere forpustet til spinning, ikke kan tage samme antal gentagelse eller ikke opnå den forbrænding som vi gerne vil. Det er blot en del af at være til og at være mennesker det forholder sig sådan. Når det lille “men” dukker op er det vigtig at bevare fokus på helheden og ikke lade sig blæse omkuld af det lille vindpust.

Nogle gange må man blot dykke lidt ned under det lille “men” eller “detalje” som skygger for det generelt gode. For ikke så længe siden var jeg til kontrol på Lungemediciske afdeling og generelt var det godt, bedre end jeg nogenside har troet det skal blive. Medicinen blev endda blevet sat på standby, så nu prøver jeg uden medicin. Der var så lige det, at der var en lille faldt i pusteprøven. Den var inden for skiven og jeg var ikke tvivl om at vi er inden i kold periode, og det er årsagen, hvilket også var lægens konklusion på resultatet.

Det lille “men” som var det lille faldt i pusteprøven overskyggede alt det gode. Det var næste deprimerende og påvirkende mig. Jeg var også irriteret over den følelse og jeg reagere sådan. Jeg fik efterfølgende snakket, skrevet og mediteret om det også faldt det på plads. Kort efter kørte jeg også en af de bedste spinningtimer i forhold til puls og forbrænding længe og det slog mig her det er bare ok, og helheden er ganske god – den er faktisk udmærket.

Så nogle gange må vi gå ind og kikke lidt dybere på de små “men” fordi vi er følsomme væsner og har vores oplevelser med i bagagen. Det er ikke det lille “men” som skal vælte os, selvom det nogle gange er lettere sagt end gjort.