Opdatering fra dag 1 til 14 ud af 30 i øvelser til støtte #ForLungerne

Jeg har nu været igang i 14 dage af mit lille projekt, hvor jeg i 30.dage laver ekstra øvelser til støtte og for at gøre opmærksom på lungesygdomme, vigtigheden af motion i forbindelse med lungesygdom og Lungeforeningen. Små videoer bliver lagt ud på Instagram.com/larsjako  og i gruppen Motion for lungesyge. Har lavet et sammenklip af de første 14.dage, hvor der også er lidt tale.

Jeg  bestræber mig på at de fleste af øvelser er nemme at gå til i hverdagen, og de er mulige at udfører for de fleste som har en nedsat lungefunktion. Indimellem er der også mere krævende øvelser.

Jeg hygger med med at finde på hvad jeg nu skal lave af øvelser og udfører dem. Glæder mig over at Lungeforening  har givet min lille projekt opmærksomhed. Det forgående indlæg, hvor jeg skriver om ideen #ForLungerne har haft omkring 1200 besøgende, hvilket har gjort mig meget glad.

Jeg går til dag 15 i morgen (12.november) og glæder mig til at lave de små klip til jeg når dag 30. Klik ind på instagram og følge de små videoer under hashtag #ForLungerne . Du kan gå direkte på min profil nederst på siden, hvor det også er muligt at gå direkte til hver enkelt klip.

Lungeliv & Fitness på Facebook

Lungeliv og Fitness på Instagram

Det uvirkelige er virkelighed – På vej mod at blive afsluttet.

I juni måned var jeg til kontrol på lungemedicinske afdeling. Jeg har altid en spændt fornemmelse når jeg skal til kontrol. På trods af jeg tror det ser godt ud, er der sommerfugle i maven for hvis nu. Resultaterne var (også) denne gang perfekt. Det var endda meget perfekt, og er de tre næste kontrolbesøg inden for to år på det niveau bliver jeg afsluttet på lungemedicinske afdeling B5

Gentager – så bliver jeg afsluttet!!!

Da jeg gik fra afdelingen og kom ud på Nørrebrogade udbrød jeg for fulde kraft : SÅDAN.. det var ren eufori. Bare det der tales om at blive afsluttet har jeg aldrig drømt i min vildeste fantasi.

Det virker stadig noget uvirkelige for mig og mange tanker dukker op. Det er ikke fremtiden jeg bekymre mig om, da jeg har lært at tage tingene som de nu er og dukker op. Bliver jeg afsluttet eller ej har jeg stadige den kroniske som naturligvis sætte sine begrænsninger, og bliver jeg afsluttet er det min egne læge som tager over.  Derudover er der træningen som skal vedligeholdes og udvikles. Det er træningen som er min medicin.

Træning er også min medicin.

Da jeg blev syg tænkte jeg om det ikke bare var noget jeg bildte mig ind og det var psykisk, hvilket jeg har erfaret er en helt normalt proces. En læge på lungemedicinske sagde til mig dengang “det er dæleme ikke psykisk det her, det er en alvorlig lungesygdom”.  Der fik jeg vendte tingene og forstod når en specialafdelingen siger sådan og det krævende lange indlæggelser var det rigtig og ikke “noget psykisk” som min daværende praktiserende læge ellers ofte havde spist mig af med.

De efterfølgende mange år skete der mange ting som jeg også har beskrevet:  Fra Iltapparat til Fitnesscenter .

På samme måde, blot med omvendt fortegn forholder jeg mig nu også sådan. Når en af de mest anerkendte og specialiseret overlæge på lungemedicinområdet siger at de tænker på at de vil afsluttet mig, så er det fordi det godt og kroppens system kan bære sig selv Det er også  samme overlæge som fortæller min træning og den remicade (medicin) som  jeg fik en perioder har gjort den afgørende effekt i at være hvor jeg er nu.

Der er ikke noget at sige til hjernen lige skal vende sig til situationen og man tænker tilbage til situationer, hvor det har været kritiske og har været udsat for flere traumer.  De oplevelser vil stadige være en del af mig, men der bliver  givet slip på dem mere og mere.

Så bliver det også fedt hvis jeg bliver afsluttet at jeg ikke skal have bekymringer når en dato for kontrol nærmere sig – så kan jeg nøjes med alle de andre bekymringer 😉

God sommer 😀

Fortid, nutid, taknemlighed

Når man har en kroniske sygdom er der dage hvor man både kan være irriteret og ked af at være hvor man nu er. Kommer den aktive del af sygdommen igen kan fylde, træt af tage hensyn til man skal hvile lidt mere, og de evige bekymringer om penge fordi en førtidspension sætter sine begrænsninger, og ingen udsigt til flere indtægter.  Jeg kender de dage alt for godt.

Når jeg efterfølgende kommer til at tænke på hvilken situation jeg var i da min sygdom var værst, og hvor jeg er nu kan jeg ikke andet end være taknemlig. Inden jeg fik konstateret lungesygdommen havde jeg i årene forinden haft en del kaos i livet på mange fronter og alt virkede i perioder håbløst. Da jeg så troede jeg var på rettet vej fik jeg lungesygdommen, hvilket naturligvis var en kæmpe nedtur og en del af de ting jeg slås med inden dukkede op igen.

Når jeg også tænker på de ting og sammenligner med hvordan det ser ud i dag kan jeg også kun være taknemlig overfor den indre ro, og fået tanker, følelser og kaos bearbejdet.  Det betyder at de ting som nu dukker op, giver en mulighed for handle eller ikke handle.

Det positive og livsglæden fylder mest

I dag dukkede et minde op på facebook, og det var med til at sætte taknemligheden i relief:

 

 

Den påvirkelige luftfugtighed – Indendørs contra udendørscykling

Bike i en sal eller udenfor – hvad er bedst? Det er meget individuelt hvad man bedst kan lide. Det behøver hellere ikke være enten eller. Mange træner udenfor når vejeret er til det og trække ind i salene når kulde, blæst, regn begrænser den udendørs træning.

Jeg købte en en moutainbike i det tidlige forår og det er en fornøjelse at mærke vind, natur og det friske som det giver i at være ude. Udover det er der stadige en eurofri i at “kan gøre det” på trods af en lungesygdom som har giver mange begrænsninger. Det har aldrig været min plan at ligge flere timer på landevejen, men derimod bruge det til at får pulsen op i de lokale bakker.

Skal jeg ikke bare forsætte med det så længe vejeret tillader det? – Selvfølgelige skal jeg det, men det kan ikke så alene i forhold til spinning. Jeg oplever at når vejeret er fugtig påvirker det min vejrtræning meget og på den måde bliver jeg mere træt og kan ikke yde og presse vejtrækning på samme måde som til spinning.

Det er de erfaringer som man må gøre. Det skal alle naturligvis, men når har en lungesygdom og en nedsat lungekapacitet må man især drage sine erfaringer. Jeg synes det er positivt at kunne drage de erfaringer og gå videre med dem. Det er også vigtig at give videre til andre som lever med kroniske begrænsninger:  Kom ud og drag dine erfaringer og finde ud hvordan du kan sammensætte din træning så det er optimalt for dig. Snak og skriv om det og søg rådgivning og vejledning.

Luftfugtighed og luften kan også være høj og trang i nogle bikesal, men der er heldigevis forskel fra sted til sted. Jeg er heldig i at køre i en bikesal der har et godt klimaanlæg, hvilket betyder at der kan ydes endnu mere i træningen og den positive effekt mærker jeg i hverdagen.  Så netop et godt klimaanlæg er værd at tage med i betragtningerne når man vælger fitnesscenter – især når lunger og andet er let påvirkelig.

Træningsslidet genfinder og udvikler spontaniteten

Noget som også har fået stor betydningen for mit vedkommende gennem mange timer på spinningscyklen, salene med stram-op, bodypump og egne træning-pas er at opleve hvordan ens spontanitet ikke bare vender tilbage, men også er blevet styrket.

Selvfølge skal man man være tænksom i det man gør for at passe på sig selv, men jeg oplever at både det tænksomme og det spontane kan gå hånd i hånd. Måske har det noget med erfaring at gøre eller at spontanitet også er at lytte til sig selv, ens krop og reagere på dette?

Da min lungesygdom var værst forsvandt en stor del af min spontanitet. Det er naturligt nok fordi at jeg ikke kunne særlig meget, og når jeg oplevede mange aktiviteter blev mere og mere besværlig, samtidige med at angsten for at kunne mindre meldte sig.

I selve træningen udfolder det spotane sig i at sætte mere belastningen på spinningscyklen, hæve tempoet, følge musikken eller udfører planken længere, lave flere armstrækker, kaste sig over nye øvelser mv. Det som er væsenlig for mit vedkommede for at både variere træningen og fastholde det spontane er at indimellem tage timer med en personlig træner, søge hold med instruktør som variere træningen og/eller imellem skifte hold.

I forhold til hverdagen er det et stort løft at få det mere styrke og “dyrke” det spontane. Det kan være at spontan gør hvad man har lyst til lige fra at gå en tur, besøge nogen, tage ud at se en fodboldkamp og endda til en pokalfinale i parken. Det er ting som for ganske få år siden skulle overvejes om kræfterne var til det, og ellers tage så mange forholdsregler.

20160421_192345Alene det at kan gå et godt stykke fra bussen til de øverste og bedste pladser på stadion. Samtidig kunne gå op og ned af og af trapperne flere gange, når jeg får øje på nogen som jeg kender. Udover fodbold er passion og glæde at være vidne til (især i øjeblikket på disse kanter) er det meget mere for mit vedkommede, når jeg igen kan være med og lade og opleve spontanitet udfolde sig.

Jeg tænker også når det handler om spontanitet og at være impulsiv, at i de job jeg har haft har min styrke altid været i tilspidsende og ofte pludselig opståede situationer. Der hvor jeg har handlet spontan havde jeg det bedst, og som regel det rigtige jeg gjorde og tilbagemeldinger var positive.  Det må være den spontanitet jeg har genfundet – og udviklet.

 

 

 

 

 

Det lille “men” ….

Alle kender når detaljen eller det lille “men” skygger for helheden, en helhed som ofte er det vigtige i forhold til resultater, forbedringer eller en generelt god tilstand.

Vi kan have dage til træning som er ganske gode, men der er alligevel det “men”. Det kan være man er blevet lidt mere forpustet til spinning, ikke kan tage samme antal gentagelse eller ikke opnå den forbrænding som vi gerne vil. Det er blot en del af at være til og at være mennesker det forholder sig sådan. Når det lille “men” dukker op er det vigtig at bevare fokus på helheden og ikke lade sig blæse omkuld af det lille vindpust.

Nogle gange må man blot dykke lidt ned under det lille “men” eller “detalje” som skygger for det generelt gode. For ikke så længe siden var jeg til kontrol på Lungemediciske afdeling og generelt var det godt, bedre end jeg nogenside har troet det skal blive. Medicinen blev endda blevet sat på standby, så nu prøver jeg uden medicin. Der var så lige det, at der var en lille faldt i pusteprøven. Den var inden for skiven og jeg var ikke tvivl om at vi er inden i kold periode, og det er årsagen, hvilket også var lægens konklusion på resultatet.

Det lille “men” som var det lille faldt i pusteprøven overskyggede alt det gode. Det var næste deprimerende og påvirkende mig. Jeg var også irriteret over den følelse og jeg reagere sådan. Jeg fik efterfølgende snakket, skrevet og mediteret om det også faldt det på plads. Kort efter kørte jeg også en af de bedste spinningtimer i forhold til puls og forbrænding længe og det slog mig her det er bare ok, og helheden er ganske god – den er faktisk udmærket.

Så nogle gange må vi gå ind og kikke lidt dybere på de små “men” fordi vi er følsomme væsner og har vores oplevelser med i bagagen. Det er ikke det lille “men” som skal vælte os, selvom det nogle gange er lettere sagt end gjort.

 

Når planken er afslapning

Jeg havde en dag i ugen planlagt at skulle træne om morgenen, men jeg fik et afbudtid ved øjenlægen og flyttede træning til om eftermiddagen. Efter en besøg ved øjenlægen skulle jeg på lungemedicinske afdeling og have taget blodprøver.

Det var en af de dage hvor det stod ned i stænger, var rigtig vandkoldt og busserne passede ikke sammen. Derfor skulle jeg gå meget og præsterede at blive godt våd af flere gange.

Efter at være hjemme og vende tog jeg til træning godt træt. Spinningstimen var lidt sej at komme igennem og lungerne kunne jeg ikke få i gang oven på dages kulde. Jeg blev hurtig forpustet og måtte køre igennem på lavt niveau. Irriteret var jeg, selvom jeg godt ved det er vilkårene .

Efter spinning gik jeg til en halv times Quick Core. En af de første øvelser var planken og det var som at komme ned hvile efter dagens anstrengelser. En behaglig fornemmelse. Resten af core træningen forløb upåklagelig.

Efterfølgende har jeg tænkt at når man oplever at planken er afslapning, står det slet ikke så tosset til, og da slet ikke efter en dag hvor man har gået meget, været våd, kold og lunger har svært ved at komme igang igen.

I bund og grund var den pågældende dag fantastisk, med alt det jeg fik gjort og min pointe er at altid have fokus på det positive både når vi træner og i almenlighed. På den måde får det positive overtaget – også på de dage hvor vi har meget at gøre og bliver trætte.