Bænkpres – vejtrækning, meditation og effekt.

Der er mange aspekter ved de enkelte øvelser i fitnesscentret. Jeg har tidligere skrevet om effekten af træning af brystkassen som har hjulpet en bedre vejrtrækning på vej: Effektfuld brystkassetræning for åndedrættet  Denne udvikling er forsat og det føles som lungerne udvides mere.

Jeg har arbejdet mere med vejrtrækning i øvelserne på det seneste. I bænkpres betyder det at den indånding jeg tager inden stangen sænkes mod brystekassen, holder til stangen er oppe igen. Det giver en stor hjælp i selve øvelse og har medvirket til jeg kan sætte yderligere vægt på.

Efter gode råd og vejledningen af guiderne  centret har jeg nu i en periode arbejdet med højre vægt og færre gentagelser. Det har givet yderlige motivation og kroppen synes om det.

Forleden gik jeg op i vægten igen, og denne gang for at se hvad jeg kunne bære. Det blev til 3 sæt med 5 gentagelser med 50 kg,  1 sæt med 4 gentagelser af 55 kg, og 1 sæt med 2 gentagelser af 60 kg.  Har nu besluttet mig for at have en mål mindst en gentagelse af 100 kg i bænkpres.

Den meditativ effekt i bænkpres blev jeg virkelige opmærksom på, hvor jeg var i en periode med meget i hovedet.  Koncentrationen, vejrtrækning, kraften forenes i en afkobling og alt andet blev lukket ude,  Efterfølgende opleves det som en lettelse og befrielse der gav ny energi for krop og sjæl.

Fortid, nutid, taknemlighed

Når man har en kroniske sygdom er der dage hvor man både kan være irriteret og ked af at være hvor man nu er. Kommer den aktive del af sygdommen igen kan fylde, træt af tage hensyn til man skal hvile lidt mere, og de evige bekymringer om penge fordi en førtidspension sætter sine begrænsninger, og ingen udsigt til flere indtægter.  Jeg kender de dage alt for godt.

Når jeg efterfølgende kommer til at tænke på hvilken situation jeg var i da min sygdom var værst, og hvor jeg er nu kan jeg ikke andet end være taknemlig. Inden jeg fik konstateret lungesygdommen havde jeg i årene forinden haft en del kaos i livet på mange fronter og alt virkede i perioder håbløst. Da jeg så troede jeg var på rettet vej fik jeg lungesygdommen, hvilket naturligvis var en kæmpe nedtur og en del af de ting jeg slås med inden dukkede op igen.

Når jeg også tænker på de ting og sammenligner med hvordan det ser ud i dag kan jeg også kun være taknemlig overfor den indre ro, og fået tanker, følelser og kaos bearbejdet.  Det betyder at de ting som nu dukker op, giver en mulighed for handle eller ikke handle.

Det positive og livsglæden fylder mest

I dag dukkede et minde op på facebook, og det var med til at sætte taknemligheden i relief:

 

 

Sejrene findes i nuet.

Medier  bruger ofte vendingen “at han eller hun har sejret over sygdommen” Jeg bryder ikke om den tilgang,  for hvad med mennesker som ikke kommer over deres sygdomme, eller hvis sygdomme vender tilbage har de så tabt? Sygdomme har deres egen udvikling og er individuelt for hvert enkelt menneske, derfor er der hverken vindere eller taber som i en fodboldkamp. Vi kan selv gøre det vi nu kan og glæde os de forbedringer de giver. Det bare altid ikke nok hvis sygdommen vil det anderledes.

I sidste uge var jeg til kontrol på lungemedicinske afdelingen med et særdeles godt resultat. Min medicin var sat på standby, men nu kan jeg afslutte behandlingen med methotrexate der er et mildt kemopræparat. Aktiviteten i sarkoidosen formodes værende brændt ud, hvilket betyder at det “kun” er den kronisk ravage som den har forsaget der er tilbage. Derfor er det vigtig at holde kroppen igang og bruge og passe på den lungekapacitet som jeg nu har på omkring de 50 %.

Jeg er naturligvis nærmest lykkelig over beskeden, er fyldt med glæde og er dybt taknemlig. Der er mange ting og stunder som som dukker op lige i øjeblikket.

Jeg er også meget glad for  den effekt som træningen giver og hjælper mig i hverdagen og ikke mindst effekten på sygdommen. Men uanset hvad besked jeg vil have fået vil jeg stadig været glad for træningen. Træningen er i sig selv er en livskvalitet som giver velværd både før, under og efter hver træning.

Derfor er min pointe at være taknemlig og glæde sig over det vi kan, alene det at forsøge er en sejr. Vær i nuet i hvert eneste skridt vi tager, også om vi må stoppe op efter hvert trappetrin.

Da jeg tog trapperne op til lungemedicinske afdeling i sidste uge glædede jeg mig over resultaterne. Samme sted hvor jeg som sengeliggende er kørt ind og fra i en håbløs situation. Sejrene er i nuet og derfor skal vi glæde os over dem og leve i nuet. På den måde får vi også mod til at gå videre.

 

 

Når planken er afslapning

Jeg havde en dag i ugen planlagt at skulle træne om morgenen, men jeg fik et afbudtid ved øjenlægen og flyttede træning til om eftermiddagen. Efter en besøg ved øjenlægen skulle jeg på lungemedicinske afdeling og have taget blodprøver.

Det var en af de dage hvor det stod ned i stænger, var rigtig vandkoldt og busserne passede ikke sammen. Derfor skulle jeg gå meget og præsterede at blive godt våd af flere gange.

Efter at være hjemme og vende tog jeg til træning godt træt. Spinningstimen var lidt sej at komme igennem og lungerne kunne jeg ikke få i gang oven på dages kulde. Jeg blev hurtig forpustet og måtte køre igennem på lavt niveau. Irriteret var jeg, selvom jeg godt ved det er vilkårene .

Efter spinning gik jeg til en halv times Quick Core. En af de første øvelser var planken og det var som at komme ned hvile efter dagens anstrengelser. En behaglig fornemmelse. Resten af core træningen forløb upåklagelig.

Efterfølgende har jeg tænkt at når man oplever at planken er afslapning, står det slet ikke så tosset til, og da slet ikke efter en dag hvor man har gået meget, været våd, kold og lunger har svært ved at komme igang igen.

I bund og grund var den pågældende dag fantastisk, med alt det jeg fik gjort og min pointe er at altid have fokus på det positive både når vi træner og i almenlighed. På den måde får det positive overtaget – også på de dage hvor vi har meget at gøre og bliver trætte.

Når angsten kommer på besøg – Mød den, også når du spinner.

Angst er virkelig noget diffust. Jeg mener det handler om oplevelser eller traumer som vi har oplevet som dukker op igen af og til. Der er ikke noget galt i at opleve angsten kommer på besøg. Det er bare det man ved aldrig hvornår det sker.  Pludselig kan vi reagere på signaler vores krop sender ud, selvom vi uden problemer har oplevet det samme mange gange. Pludselig kan man føle sig “stenet”  og er handlingslammet, eller også kan panikken gribe en og man føler sig nødsaget til at reagere selvom der reelt ikke er noget at være angst eller bange for.

Angst kan være invaliderende og kræve medicinsk behandling  og/eller terapisamtaler.   Herfra kan man arbejde videre med at håndtere angsten. At håndtere angsten er at møde den, når der kommer på besøg  og på den måde blive “venner” med den. Det lyder så nemt og enkelt, men det er svært og kræver i den grad overvindelse. Man skal huske at angst er stress, ganget mange gange i det øjeblik den melder sig.

Som mange andre med bla lunge og luftvejssygdomme kender jeg  angsten ganske godt, og har arbejdet en del med at blive gode venner med den. I forbindelse med et indgreb i lungerne, hvor jeg var i narkose vågnede jeg op under indgrebet, hvilket er det værste jeg har oplevet. Jeg kunne ikke få luft og var total handlingslammet. Narkosesygeplejersken var opmærksom på dette og jeg fik et skud bedøvelse mere, så jeg faldt hen igen.

Oplevelsen har fulgt mig en del og har helt sikkert forværret det rent psykiske, oven  i den i forvejen psykiske belastning at skulle forholde sig til en sygdom. Jeg har arbejdet med at fjerne mystikken ved angsten, og på at flyttet den og komme den i møde. Her har træningen virkelige være en uvurderlig god faktor og bestemt medvirket til at angsten ikke er livskvalitets nedsættende længere, selvom den kan komme på besøg.

For nogle uger siden kom jeg for hurtigt igang med en spinningstime. Oven i dette havde jeg spist en banan forinden. Det var som noget der blokerede i halsen, selv om jeg sagtes kunne får luft, men det var åbenbart den udløsende faktor, da jeg blev skrækslagen for ikke at kunne får luft.  Jeg tog alt belastningen af cyklen og satte hænderne bag nakken.  jeg havde en fornemmelse af jeg måtte ud af lokalt ellers gik det helt galt, men alligevel blev jeg, da var som en underbevidsthed der fortale du skal blive der sker ikke noget og det hele er ok. Jeg kørte timen færdig med lav belastning og efterfølgende var alt i orden.

Træning forbedre håndteringen af åndenød

Det har fået mig til at tænke på, at nogle gange må vi et smut tilbage til start. Det var også sådan jeg oplevede første gang jeg sad på en spinningscykel. Jeg havde lyst til at flygte ud, men blev også dengang.. Måske er det, den overbevisningen jeg fik dengang som idag sidder i min underbevidsthed.

Jeg var nu med i en spinningtime (2012). Det var lidt grænseoverskridende, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det fremover. Jeg kunne mærke, at når jeg begyndte at blive forpustet, så meldte angsten sig. Jeg begyndte at bruge nogle af de redskaber, som jeg havde lært, når der var optræk til panik. Det gik bl.a. ud på at ændre tankerne, sige til mig selv, at det er ikke farligt at blive forpustet, og at jeg kunne gå ud af lokalet, hvis jeg havde behov, og at kroppen reagerer på mange måder, når pulsen kommer op. Fra iltapparat til fitnesscenter 

Ud fra mine oplevelser kan jeg sige til jer som har luftvejsproblemer af den ene eller anden slags, men har angsten for åndenød liggende og vil igang med spinning: Fortæl instruktøren hvordan du har det og få det hjælp til indstillingen af cyklen du har brug for. De første gange  skal du blot køre igennem de første gange med lav belastning. Her mærker du cyklen, lokalet, musikken og instruktøren speak. Når du er fortrolig med alt dette kan du begyndte at eksperimentere med mere belastning. På den måde flytter angsten og utrygheden for ikke at kunne få luft mere og mere for hvergang.

vinterluft

 

 

 

 

Træning på motorvejen giver effekt i bakker.

Når man  får “ah-ha” oplevelser  over at der er sket store fremskridt, føler man de mange timers træning føler man virkelig det er det hele værd. En dag måtte jeg op af Nauervej som er en af de stejle bakker her i området. Den er ikke særlig lang, men stigningen er noget som virkelig kan trække tænder ud og det er uanset om man cykler eller går. Jeg har aldrig troet jeg skulle komme til at gå hele vej op ad den igen uden pauser. Det var hvad jeg gjorde en dag, og der fik jeg virkelig en “ah-ha” oplevelse af det hele har effekt. Jeg satte tempoet i det jeg nu kunne klare og havde fokus på hvert skridt. Hvert skridt blev mere og mere tung på vej op, men åndedrættet holdt. Den fornemmelse af at det bliver bedre i benene når toppen er nået og det begynder at gå lige ud, inden det går nedad er virkelig en lækker følelse.

Hvilken træning er det så der giver mig det løft? Det er det lange seje træk med cardio og styrketræning. Intet af det kan stå alene. Det sidste løft som jeg har oplevet er timerne med min personlig træner Maren. Maren har været på landsholdet i fridykning har derfor en stor viden om åndedræt og lungeudvidelses træning.  Enlig er øvelserne meget simple, for det handler om at holde vejret imens man laver øvelser med belastning på. Det er fx at træne de skrå mavemuskler, hvor man sidder på gulvet og flytter vægten fra side til side. En dybindånding, hold vejeret og tag en række gentagelser. Det kan også være at gå med kellebells i hver hånd og gå en strækning. Inden da er det vigtig at lungerne er varmet op med en øvelse som har fået pulsen op. At starte med “hvile lunger” fungere ikke for mig ,da jeg så ikke kan holde vejret særlig længe.

Motorvejen
Motorvejen

Min ynglings lungeøvelse kalder jeg for “motorvejen”. Den foregår på en løber med markerede felter . Det første jeg gør er at hoppe på begge ben som ses til højre. En tur frem og en tilbage. Derefter er det skiftevis en tur frem og tilbage på højre og efterfølgende det samme på venstre ben. Det giver puls og balancetræning.  Det sidste er at holde vejeret og hoppe til et felt – lave en stående spurt – hoppe til næste felt og lave en stående spurt. Når jer når hen forende er det med at trække vejret. Naturligvis er jeg meget forpustet og får brug for alt hvad man har lært med at trække vejeret gennem næsen – og puste ud gennem munden. Det er her “pilates vejrtrækningen” kommer til hjælp.

Jeg har oplevet denne for for træning virklig har flyttet bjerge. Det giver samtidig en rigtig godt træning i hvordan man skal håndtere den “voldsomme” forpustelse. Det bliver man bedre til fra gang til gang.

Opstigning Nauervej i Brabrand
Opstigning Nauervej i Brabrand

 

 

 

Grå mandag og frisk mindfulness

Blodprøver en grå november mandag lyder ikke særlig opkvikkende. Men når man efterfølgende går fra Aarhus Universitethospital til midtbyen, og
nyder hvert et skridt og hver et åndedræt er det som en frisk mindfullness oplevelse. Når man efterfølgende tager på sin ynglings cafe og drikke sin favorit kaffe kan det mærkes at man lever lige hvor man er. Det kalder jeg livskvalitet.

20151116_095129 [163165]

Mod, inspiration og livskvalitet

Livskvalitet  er både træningen i sig selv, omgivelserne og resultaterne deraf. capture-20151003-231702

Når man er gået fra en aktiv  til en inaktiv hverdag på ganske kort tid, og man skal have hjælp til de fleste gøremål som har været en selvfølge, mærker man i den grad at livskvaliteten falder markant. Når det er besværligt at gå ganske korte ture og nødvendig at have et iltapparat på skulderne og en iltslange i næsen føler man sig bundet og ens frihed begrænset.

Naturligvis åbnes der andre døre når man bliver begrænset. Man lærer at glæde sig over de mindre ting og får fokus på noget andet. jeg begyndte fx at male og skrive blogs. I dag vil jeg ikke være de ting foruden.

Når man efter langs tids sygdom begynder at tage skridt til lidt længere gåture bliver det i sig selv en livskvalitet. Blot tanker og at komme ud over en barriere giver mod. Når man har modet og man insistere overfor sig selv at have modet, så udvikles der noget særlig og for mit mit vedkommede udløser det i den grad livskvalitet.  Når jeg bruger ordet insistere på modet, tænker jeg også en af mine gode veninder som desværre gik bort i år, men på trods af mange svære diagnoser og livsbetingelser insisterede på at leve og opleve og gjorde det ud over alle grænser. Hun var et livstykke over alle grænser og havde modet til at søge livskvaliteten.

Det er også vigtigt at understrege at der er mennesker som søger modet og uanset hvor meget de insistere overfor sig selv og  ikke finder det. Det gør dem ikke til dårligere mennesker af den grund , de har i mit optik allerede en kvalitet i de unikke mennesker de er og har deres indre diamanter.

Som da jeg begyndte at gå længere med iltapparatet på skulderne til træningspas  med spinning, pilates, stram-op og egen styrketræning øger det livskvalitet. Jeg holder af træningen og at bruge og mærke kroppen. Det opleves i den grad som at være levende.

Udover træningen er omgivelserne værdifulde og med til at give livskvalitet. Det fra man træder ind i fitnesscentret og møder venligheden fra personalet, inspiration fra  instruktører og andre medlemmer, humoren, samtalerne, kontakter og venskaber som opstår. Det er meget værdifuldt.

Dernæst øges livskvaliteten i på baggrund af resultaterne af træningen, også de små ting.  Det lige fra at tage busse, gå en tur, møde andre mennesker over til de målbare resultater både psykisk og fysik. . Dernæst er det en kvalitet at kan mærke trætheden efter at have brugt sig selv, frem for sygdoms trætheden.

Jeg mener det handler om at leve,  hvor vi nu er og forsøge at befinde sig i nuet. Det  er derfor nyder træningen,  som jeg også nyder de stille øjeblikke. De stille øjeblikke kan være at sidde i roen på en cafe i byen, afspænde eller bare være. Det behøver ikke altid at være snak og aktivitet. jeg er sikker på træningen også har medvirket til de stille og rolige øjeblikke opleves mere intens.

For mig er alt det livskvalitet både træningen i sig selv, omgivelserne og mennesker deri og resultaterne deraf.