Vær hvor du er – og glæd dig over andre.

Vi har alle oplevet frustrationer over at være låst fast og være i situationer som vi gerne vil udad. Når vi skal ud af dem må vi ofte tage små skridt af gangen for at ændre. Det gælder i alle livets henseener, men i sær hvis man har en sygdom og dermed er mere begrænset.

Når jeg skriver om de mål jeg har opnået og de skridt jeg har taget, handler det ikke om at andre med en lungesygdom skal opnå det samme.  Vi er alle meget forskellige i hvad vi kan, og selvsamme diagnose udvikler sygdomme sig i mange forskellige retninger. Det som det hele handler om er at gøre lidt og på den måde måske gøre sin situation bare lidt bedre.

I forhold til træninger er det at måske tage et eller to trin på trapperne mere eller tage 5 minutter mere på motioncyklen. Når det er gjort så glæd dig over det, vær i det hvor du er. På den måde følges velvære og selvværd ad. Det som er vigtig er også at snakke med nogen om det og/eller skrive om og del glæder og fremskridt med andre.

Det som vi ikke skal gøre er det vi ellers er så gode til, nemlig at slå os selv i hovedet. Slå os selv i hovedet gør vi, når vi fx siger at jeg kan kun tage to trin på trapperne eller kun cykler 10.minutter, og ham ved siden af kan tage 10 trin eller hende jeg så forleden kan cykle 20.minutter.

Når vi holder op med at slå os selv i hovedet med “kan kun” i forhold til andre, og istedet lader os være hvor vi selv er, og fejre vores små skridt i stedet, så kommer man også til at glæde sig over andre..

 

 

 

Når planken er afslapning

Jeg havde en dag i ugen planlagt at skulle træne om morgenen, men jeg fik et afbudtid ved øjenlægen og flyttede træning til om eftermiddagen. Efter en besøg ved øjenlægen skulle jeg på lungemedicinske afdeling og have taget blodprøver.

Det var en af de dage hvor det stod ned i stænger, var rigtig vandkoldt og busserne passede ikke sammen. Derfor skulle jeg gå meget og præsterede at blive godt våd af flere gange.

Efter at være hjemme og vende tog jeg til træning godt træt. Spinningstimen var lidt sej at komme igennem og lungerne kunne jeg ikke få i gang oven på dages kulde. Jeg blev hurtig forpustet og måtte køre igennem på lavt niveau. Irriteret var jeg, selvom jeg godt ved det er vilkårene .

Efter spinning gik jeg til en halv times Quick Core. En af de første øvelser var planken og det var som at komme ned hvile efter dagens anstrengelser. En behaglig fornemmelse. Resten af core træningen forløb upåklagelig.

Efterfølgende har jeg tænkt at når man oplever at planken er afslapning, står det slet ikke så tosset til, og da slet ikke efter en dag hvor man har gået meget, været våd, kold og lunger har svært ved at komme igang igen.

I bund og grund var den pågældende dag fantastisk, med alt det jeg fik gjort og min pointe er at altid have fokus på det positive både når vi træner og i almenlighed. På den måde får det positive overtaget – også på de dage hvor vi har meget at gøre og bliver trætte.

Mod, inspiration og livskvalitet

Livskvalitet  er både træningen i sig selv, omgivelserne og resultaterne deraf. capture-20151003-231702

Når man er gået fra en aktiv  til en inaktiv hverdag på ganske kort tid, og man skal have hjælp til de fleste gøremål som har været en selvfølge, mærker man i den grad at livskvaliteten falder markant. Når det er besværligt at gå ganske korte ture og nødvendig at have et iltapparat på skulderne og en iltslange i næsen føler man sig bundet og ens frihed begrænset.

Naturligvis åbnes der andre døre når man bliver begrænset. Man lærer at glæde sig over de mindre ting og får fokus på noget andet. jeg begyndte fx at male og skrive blogs. I dag vil jeg ikke være de ting foruden.

Når man efter langs tids sygdom begynder at tage skridt til lidt længere gåture bliver det i sig selv en livskvalitet. Blot tanker og at komme ud over en barriere giver mod. Når man har modet og man insistere overfor sig selv at have modet, så udvikles der noget særlig og for mit mit vedkommede udløser det i den grad livskvalitet.  Når jeg bruger ordet insistere på modet, tænker jeg også en af mine gode veninder som desværre gik bort i år, men på trods af mange svære diagnoser og livsbetingelser insisterede på at leve og opleve og gjorde det ud over alle grænser. Hun var et livstykke over alle grænser og havde modet til at søge livskvaliteten.

Det er også vigtigt at understrege at der er mennesker som søger modet og uanset hvor meget de insistere overfor sig selv og  ikke finder det. Det gør dem ikke til dårligere mennesker af den grund , de har i mit optik allerede en kvalitet i de unikke mennesker de er og har deres indre diamanter.

Som da jeg begyndte at gå længere med iltapparatet på skulderne til træningspas  med spinning, pilates, stram-op og egen styrketræning øger det livskvalitet. Jeg holder af træningen og at bruge og mærke kroppen. Det opleves i den grad som at være levende.

Udover træningen er omgivelserne værdifulde og med til at give livskvalitet. Det fra man træder ind i fitnesscentret og møder venligheden fra personalet, inspiration fra  instruktører og andre medlemmer, humoren, samtalerne, kontakter og venskaber som opstår. Det er meget værdifuldt.

Dernæst øges livskvaliteten i på baggrund af resultaterne af træningen, også de små ting.  Det lige fra at tage busse, gå en tur, møde andre mennesker over til de målbare resultater både psykisk og fysik. . Dernæst er det en kvalitet at kan mærke trætheden efter at have brugt sig selv, frem for sygdoms trætheden.

Jeg mener det handler om at leve,  hvor vi nu er og forsøge at befinde sig i nuet. Det  er derfor nyder træningen,  som jeg også nyder de stille øjeblikke. De stille øjeblikke kan være at sidde i roen på en cafe i byen, afspænde eller bare være. Det behøver ikke altid at være snak og aktivitet. jeg er sikker på træningen også har medvirket til de stille og rolige øjeblikke opleves mere intens.

For mig er alt det livskvalitet både træningen i sig selv, omgivelserne og mennesker deri og resultaterne deraf.