Åndedræt og basis på ryggraden

Da jeg startede med træningen var det ved at tage lidt ad gang. Fem trappetrin, stoppe op og få luften igen, gå 20 meter stoppe og få luft, og siden øge det.  En stor del var også en kamp med angsten når jeg blev forpustet, angst for ikke at kunne få luft igen, og siden angsten for at få angst og panikanfald.

Kampen med trapperne.

I dag har jeg det godt med angsten, omvendt kan den stadig komme når puls og åndedræt er presset, eller kroppen reagere på måder som sender signaler der sætter gang i panikreaktionerne.  Her må jeg havde fat i de indre værktøjer og bearbejde. Som regel er jeg hurtig med igen.

Når angsten kommer – Mød den, også når du spinner

Forleden da jeg var ude at gå en tur lå forud  en stejl bakke. Allerede inden jeg kom til bakken var der mekanismer som meldte sig. Det var tanken om åndenød, men i samme tankeflow blev jeg klar over at bakken skulle deles op i “små bidder”.  Det var som basis sad indarbejdet på ryggranden eller i den indre habitus.  Det valgte jeg at indstille mig på, men alligevel gik jeg hele vejen op uden pause med presset åndedræt undervejs.

Efterfølgende kom jeg til at tænke på at “basis” altid er med og kan trækkes frem. Både af underbevistheden og når man selv må trække værktøj og erfaringer frem.

Er du ved at starte op med træning/genoptræning og om du har nedsat lungekapacitet eller ej, så husk på nogle af de første ting du laver er værdifuld viden og erfaring. Det kan være godt at tænke på, når den første træning og aktivitet er svær og grænseoverskridende.

Når angsten kommer på besøg – Mød den, også når du spinner.

Angst er virkelig noget diffust. Jeg mener det handler om oplevelser eller traumer som vi har oplevet som dukker op igen af og til. Der er ikke noget galt i at opleve angsten kommer på besøg. Det er bare det man ved aldrig hvornår det sker.  Pludselig kan vi reagere på signaler vores krop sender ud, selvom vi uden problemer har oplevet det samme mange gange. Pludselig kan man føle sig “stenet”  og er handlingslammet, eller også kan panikken gribe en og man føler sig nødsaget til at reagere selvom der reelt ikke er noget at være angst eller bange for.

Angst kan være invaliderende og kræve medicinsk behandling  og/eller terapisamtaler.   Herfra kan man arbejde videre med at håndtere angsten. At håndtere angsten er at møde den, når der kommer på besøg  og på den måde blive “venner” med den. Det lyder så nemt og enkelt, men det er svært og kræver i den grad overvindelse. Man skal huske at angst er stress, ganget mange gange i det øjeblik den melder sig.

Som mange andre med bla lunge og luftvejssygdomme kender jeg  angsten ganske godt, og har arbejdet en del med at blive gode venner med den. I forbindelse med et indgreb i lungerne, hvor jeg var i narkose vågnede jeg op under indgrebet, hvilket er det værste jeg har oplevet. Jeg kunne ikke få luft og var total handlingslammet. Narkosesygeplejersken var opmærksom på dette og jeg fik et skud bedøvelse mere, så jeg faldt hen igen.

Oplevelsen har fulgt mig en del og har helt sikkert forværret det rent psykiske, oven  i den i forvejen psykiske belastning at skulle forholde sig til en sygdom. Jeg har arbejdet med at fjerne mystikken ved angsten, og på at flyttet den og komme den i møde. Her har træningen virkelige være en uvurderlig god faktor og bestemt medvirket til at angsten ikke er livskvalitets nedsættende længere, selvom den kan komme på besøg.

For nogle uger siden kom jeg for hurtigt igang med en spinningstime. Oven i dette havde jeg spist en banan forinden. Det var som noget der blokerede i halsen, selv om jeg sagtes kunne får luft, men det var åbenbart den udløsende faktor, da jeg blev skrækslagen for ikke at kunne får luft.  Jeg tog alt belastningen af cyklen og satte hænderne bag nakken.  jeg havde en fornemmelse af jeg måtte ud af lokalt ellers gik det helt galt, men alligevel blev jeg, da var som en underbevidsthed der fortale du skal blive der sker ikke noget og det hele er ok. Jeg kørte timen færdig med lav belastning og efterfølgende var alt i orden.

Træning forbedre håndteringen af åndenød

Det har fået mig til at tænke på, at nogle gange må vi et smut tilbage til start. Det var også sådan jeg oplevede første gang jeg sad på en spinningscykel. Jeg havde lyst til at flygte ud, men blev også dengang.. Måske er det, den overbevisningen jeg fik dengang som idag sidder i min underbevidsthed.

Jeg var nu med i en spinningtime (2012). Det var lidt grænseoverskridende, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det fremover. Jeg kunne mærke, at når jeg begyndte at blive forpustet, så meldte angsten sig. Jeg begyndte at bruge nogle af de redskaber, som jeg havde lært, når der var optræk til panik. Det gik bl.a. ud på at ændre tankerne, sige til mig selv, at det er ikke farligt at blive forpustet, og at jeg kunne gå ud af lokalet, hvis jeg havde behov, og at kroppen reagerer på mange måder, når pulsen kommer op. Fra iltapparat til fitnesscenter 

Ud fra mine oplevelser kan jeg sige til jer som har luftvejsproblemer af den ene eller anden slags, men har angsten for åndenød liggende og vil igang med spinning: Fortæl instruktøren hvordan du har det og få det hjælp til indstillingen af cyklen du har brug for. De første gange  skal du blot køre igennem de første gange med lav belastning. Her mærker du cyklen, lokalet, musikken og instruktøren speak. Når du er fortrolig med alt dette kan du begyndte at eksperimentere med mere belastning. På den måde flytter angsten og utrygheden for ikke at kunne få luft mere og mere for hvergang.

vinterluft

 

 

 

 

Kampen med trapperne

Trapper kan være dræbene. De kan suge alt luft ud ad en. Det ved alle – både mennesker med helt normal og nedsat lungefunktion.

Ved Mosgaard Strand ved Aarhus er der en meget lang trappe fra stranden og op til skoven. Den har mange fodbold og håndboldspiller forbandet langt væk, da den bliver brugt af mange trænere når deres hold starter træningssæsonen og grundformen skal testes.

Alle har oplevet at skulle op ad en pokkers masse trapper med tunge bæreposer, en kasse øl eller hvis ens påklædning er blevet for tung. Det kan være tung nok i sig selv, men når det går opad kan åndedrættet blive noget presset.

Hvis ens lungefunktion er nedsat bliver det endnu mere besværligt, nærmest uoverkommelige. Jeg husker inden jeg fik diagnosen at skulle hjælpe med at bære noget op til 3.sal. Det var en mareridt og det blev ikke være bedre af at jeg forsøgt at undertrykke åndedrætbesværet. Jeg følte det var flovt og det må være noget som jeg bildte mig ind.

Jeg har hørt mange fortælle de tror det er noget som man bilder sig ind, når åndedrætte eller andre ting bliver svækket pga sygdom. Naturligvis er der ikke noget af være flov over. Jeg er sikker på når man forsøger med andre forklaringer skyldes det frygt, og den frygt forsøger man at undertrykke ved fokusere på der må være noget andet galt.

Når man er blevet stabiliseret medicinsk og accepten har indfundet sig, hvilket kan tage meget lang tid og skal møde trapperne igen kan det virke helt uoverskueligt.  Tanken om der er trapper på ens vej kan være uoverskueligt, og endnu være er det når man står og kikker på trapperne.

Her er et par ideer til at tage kampen op med trapperne:

  • Der er tre ord som du skal sige til dig selv: tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed.
  • Start med de trin du kan – er det 3 eller 4 så er det fint, stop op og få pusten.
  • Tænk på du allerede har nået et mål.
  • Sæt dig dit næste mål, som igen er de trin du kan tage osv,osv
  • Går du i gang på denne måde er træningen for at forbedre vejtrækningen allerede i gang. Næste gang kan du måske tage ekstra trin og gangen efter måske en halv etage. 
  • Er du samme med andre, så fortæl du har problemer med trapper og hvis du har det bedste med at gå alene, så sig det og lad andre gå op først.

Når man har lungeproblemer vil mange trapper altid være en test, men det bliver bedre hen af vejen når du øver dig.

I dag har jeg en særlig trappe som jeg af og til møder. Jeg kan ikke gå hele vejen op uden pauser, men det går bedre med at komme op. Nogle gange bliver jeg stædig og går så lang op jeg kan i et stræk.  De seneste gange jeg “har besøgt”  trappen er jeg startet med at holde vejet de to første afsatser, med en pause i mellem. Det forbedre udholdeheden markant.

Nogen siger man skal lære at elske det man hader, men at elske trapper tror jeg aldrig jeg komme til. De er der bare og man skal ikke kæmpe imod dem, men med dem.

IMG_0448
Trapper ved Tranebærvej, Brabrand