Vær hvor du er – og glæd dig over andre.

Vi har alle oplevet frustrationer over at være låst fast og være i situationer som vi gerne vil udad. Når vi skal ud af dem må vi ofte tage små skridt af gangen for at ændre. Det gælder i alle livets henseener, men i sær hvis man har en sygdom og dermed er mere begrænset.

Når jeg skriver om de mål jeg har opnået og de skridt jeg har taget, handler det ikke om at andre med en lungesygdom skal opnå det samme.  Vi er alle meget forskellige i hvad vi kan, og selvsamme diagnose udvikler sygdomme sig i mange forskellige retninger. Det som det hele handler om er at gøre lidt og på den måde måske gøre sin situation bare lidt bedre.

I forhold til træninger er det at måske tage et eller to trin på trapperne mere eller tage 5 minutter mere på motioncyklen. Når det er gjort så glæd dig over det, vær i det hvor du er. På den måde følges velvære og selvværd ad. Det som er vigtig er også at snakke med nogen om det og/eller skrive om og del glæder og fremskridt med andre.

Det som vi ikke skal gøre er det vi ellers er så gode til, nemlig at slå os selv i hovedet. Slå os selv i hovedet gør vi, når vi fx siger at jeg kan kun tage to trin på trapperne eller kun cykler 10.minutter, og ham ved siden af kan tage 10 trin eller hende jeg så forleden kan cykle 20.minutter.

Når vi holder op med at slå os selv i hovedet med “kan kun” i forhold til andre, og istedet lader os være hvor vi selv er, og fejre vores små skridt i stedet, så kommer man også til at glæde sig over andre..

 

 

 

Når angsten kommer på besøg – Mød den, også når du spinner.

Angst er virkelig noget diffust. Jeg mener det handler om oplevelser eller traumer som vi har oplevet som dukker op igen af og til. Der er ikke noget galt i at opleve angsten kommer på besøg. Det er bare det man ved aldrig hvornår det sker.  Pludselig kan vi reagere på signaler vores krop sender ud, selvom vi uden problemer har oplevet det samme mange gange. Pludselig kan man føle sig “stenet”  og er handlingslammet, eller også kan panikken gribe en og man føler sig nødsaget til at reagere selvom der reelt ikke er noget at være angst eller bange for.

Angst kan være invaliderende og kræve medicinsk behandling  og/eller terapisamtaler.   Herfra kan man arbejde videre med at håndtere angsten. At håndtere angsten er at møde den, når der kommer på besøg  og på den måde blive “venner” med den. Det lyder så nemt og enkelt, men det er svært og kræver i den grad overvindelse. Man skal huske at angst er stress, ganget mange gange i det øjeblik den melder sig.

Som mange andre med bla lunge og luftvejssygdomme kender jeg  angsten ganske godt, og har arbejdet en del med at blive gode venner med den. I forbindelse med et indgreb i lungerne, hvor jeg var i narkose vågnede jeg op under indgrebet, hvilket er det værste jeg har oplevet. Jeg kunne ikke få luft og var total handlingslammet. Narkosesygeplejersken var opmærksom på dette og jeg fik et skud bedøvelse mere, så jeg faldt hen igen.

Oplevelsen har fulgt mig en del og har helt sikkert forværret det rent psykiske, oven  i den i forvejen psykiske belastning at skulle forholde sig til en sygdom. Jeg har arbejdet med at fjerne mystikken ved angsten, og på at flyttet den og komme den i møde. Her har træningen virkelige være en uvurderlig god faktor og bestemt medvirket til at angsten ikke er livskvalitets nedsættende længere, selvom den kan komme på besøg.

For nogle uger siden kom jeg for hurtigt igang med en spinningstime. Oven i dette havde jeg spist en banan forinden. Det var som noget der blokerede i halsen, selv om jeg sagtes kunne får luft, men det var åbenbart den udløsende faktor, da jeg blev skrækslagen for ikke at kunne får luft.  Jeg tog alt belastningen af cyklen og satte hænderne bag nakken.  jeg havde en fornemmelse af jeg måtte ud af lokalt ellers gik det helt galt, men alligevel blev jeg, da var som en underbevidsthed der fortale du skal blive der sker ikke noget og det hele er ok. Jeg kørte timen færdig med lav belastning og efterfølgende var alt i orden.

Træning forbedre håndteringen af åndenød

Det har fået mig til at tænke på, at nogle gange må vi et smut tilbage til start. Det var også sådan jeg oplevede første gang jeg sad på en spinningscykel. Jeg havde lyst til at flygte ud, men blev også dengang.. Måske er det, den overbevisningen jeg fik dengang som idag sidder i min underbevidsthed.

Jeg var nu med i en spinningtime (2012). Det var lidt grænseoverskridende, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det fremover. Jeg kunne mærke, at når jeg begyndte at blive forpustet, så meldte angsten sig. Jeg begyndte at bruge nogle af de redskaber, som jeg havde lært, når der var optræk til panik. Det gik bl.a. ud på at ændre tankerne, sige til mig selv, at det er ikke farligt at blive forpustet, og at jeg kunne gå ud af lokalet, hvis jeg havde behov, og at kroppen reagerer på mange måder, når pulsen kommer op. Fra iltapparat til fitnesscenter 

Ud fra mine oplevelser kan jeg sige til jer som har luftvejsproblemer af den ene eller anden slags, men har angsten for åndenød liggende og vil igang med spinning: Fortæl instruktøren hvordan du har det og få det hjælp til indstillingen af cyklen du har brug for. De første gange  skal du blot køre igennem de første gange med lav belastning. Her mærker du cyklen, lokalet, musikken og instruktøren speak. Når du er fortrolig med alt dette kan du begyndte at eksperimentere med mere belastning. På den måde flytter angsten og utrygheden for ikke at kunne få luft mere og mere for hvergang.

vinterluft