Åben land

Den seneste kontrol på lungemedicinsk var beskeden at min sarkiodose er på et stadie hvor den må betegnes som udbrændt, og den næste kontrol først er  om et år. De seneste års prøver har været meget stabile. Jeg har haft det godt i lungerne og beskeden overrasker mig ikke, men alligevel er det overvældende. Når man har været så meget sygdom igennem, fra at have brugt iltapparat til tale om en mulig transplantation, mange indlæggelser, frustration og tidspunkter hvor jeg har troet det hele et slut sker der virkelig noget i en når videnskaben giver sådan en besked.

Jeg er dybt taknemmelig over hvad afdeling B5 på Aarhus Uniiversitethospital har gjort lige fra overlæger, læger, sygeplejersker, assistenter. Når jeg tænker på det bliver jeg dybt berørt.  Der er mange ting som jeg har været træt af, men aldrig at være på afdelingen.

At en sakriodosen brænder ud betyder at de kroniske skader på især lunger som den har lavet kan der ikke gøres noget ved, min lungekapacitet er stadig betydelige nedsat, men derimod laver den ikke yderlige skade på lunger og andre organer. Sarkiodosen kan godt blive aktiv igen, men mine tanker er at der kan også tilstøde en alt mulig andet som der også kan alle mennesker. Ingen af os er garanteret.

Jeg har stadig mine begrænsninger, men når man bliver syg og oplever mange ting ændre sig og man ikke kan de ting som man ellers kan sker der også noget i en. Det er som at man møder en mur, og den kan man forsøge at komme over, men når man er kommet over den er der endnu en mur som skal kravles over og ens frihed begrænses til et langt mindre område.

Fra iltapparat til fitnesscenter

Nu har jeg det modsat, det er som der er et åbent land foran mig. Der åbner sig nogle muligheder og bare føles af det er ganske specielt. Der ligger også meget i underbevidstheden i selve besøgende på hospitalet og især op til. Jeg er blevet mindet om alt det som har været, og hvilken situation jeg har været i og det har fremkaldt en angst og frygt. Med beskeden er det som noget har bevæget sig ned i underbevidstheden og overbevist mig at det er altså godt nok det her. Derudover giver det også et boost at alt den tid som jeg har brugt i trænings-lokalerne virkelig har givet resultat.

Det åbne land er mange ting. Jeg har allerede taget fat i det for flere år siden. Det er kunne gøre det mest selv er en ubeskrivelig frihed. Er så småt begyndt at planlægge opstart af et KOL-hold efter sommerferien som jeg skal træne med en anden. Derudover har jeg nogle ideer til min egen træning for at op nogle resultater som jeg længe har tænkt på – også er der meget andet der er i tankerne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *