Ud af komfortzonen og “det plejer vi at gøre”

I vinter gennemgik jeg instruktør/torvholderuddannelsen for træningen af mennesker med KOL og andre lungesygdomme. I mange sammenhænge når man taler om lungesygdomme er det ofte KOL som nævnes som overskriften, men i forhold til træningen er det dækkende for alle lungesygdomme.  

Uddannelsen som forgik hos Folkesundhed Aarhus har givet er række gode redskaber at arbejde videre med, samtidlig er jeg blevet bekræftet i at en række ting som jeg selv har oplevet i forhold til min egen træning som lungepatient og også har vejledt andre om har været den rette vej. På uddannelsen var det også en fornøjelse at møde så arrangeret mennesker der selv har lungesygdomme inden på livet, og hvordan de giver det videre til andre.

Det var godt at få mere viden om det rent fysiologiske om hvad der sker med kroppen når vi bliver syge og hvad det gør ved os. På samme måde hvad det fysiologske gør ved os når vi træner og gør vores tilstand bedre. Der blev også slået fast at træning og fysisk aktivitet ER vejen til bedre livskvalitet. vedligeholdelse af kroppen, og at vi nogle gange skal presses til at gøre mere i træningslokalet.

Det som jeg selv ser som en af mine missioner er at gøre op med begrebet “det plejer vi at ikke at gøre og vi skal forsætte med det vi altid har gjort”. Hvis vi vil være bedre skal vi ud af “plejer at gøre” zonen. Det er rigtig flot at begyndte at træne og gøre noget. Det er i sig selv en stor overvindelse. Når man har nået det mål kan man også blive der en periode. Man skal bare ikke blive der, men bevæge sig til svære og mere udfordrede øvelser, selv om de kan være meget besværgelse i starten, og man synes instruktøren træls fordi han/hun kommer med sådanne øvelser.

Jeg har en kort periode været inde over et hold. Det har været givende at møde mennesker som havde en vilje og godt kunne se vigtigheden med øget aktivitet og sværere øvelser. Selvfølgelig skulle vi først igennem første kritiske tilgange med henvisning til “sådan plejer vi ikke at gøre

Jeg oplevede et hold som udelukkede havde stoletræning og haft det i flere år. Sidden på stolene og lave øvelser. Det er i sig selv godt, hvis man ikke kan mere,og der er ikke tvivl om deltagerne havde arbejdet sig op fra ikke at kunne særlig meget. Jeg oplevede deltagerne gerne ville noget mere og lavede et program som var meget mere udfordrede og jeg skal love for der skete noget. Alle rejste sig fra stolen og gjorde alt hvad de kunne. Der var også tilfælde hvor de gerne vil have mere udfordringen end den jeg kom med. Det var så flot af hver enkelt og meget livsbekræftende at opleve.

Der er fantastisk at komme fra et meget lavt niveau og opnå et bedre niveau. Der hvor man selv skal være opmærksom og en instruktør skal er at løfte det. Vi kan godt lidt at hygge os,og det er dejligt at komme et sted hvor alt er som det plejer at være, men når det gælder træning skal vi passe meget på ikke at falde i den fælde og bare blive der. Vi skal presse os selv og nogle gange skal der andre til at presse os ud af komfortzonen – Det er også sjovt og hyggeligt.

Som skrevet var det en kort periode jeg var inde over et hold.

Efter sommerferien skal jeg starte et nyt KOL-hold op helt fra bunden, noget som jeg glæder mig meget til.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *