Det uvirkelige er virkelighed – På vej mod at blive afsluttet.

I juni måned var jeg til kontrol på lungemedicinske afdeling. Jeg har altid en spændt fornemmelse når jeg skal til kontrol. På trods af jeg tror det ser godt ud, er der sommerfugle i maven for hvis nu. Resultaterne var (også) denne gang perfekt. Det var endda meget perfekt, og er de tre næste kontrolbesøg inden for to år på det niveau bliver jeg afsluttet på lungemedicinske afdeling B5

Gentager – så bliver jeg afsluttet!!!

Da jeg gik fra afdelingen og kom ud på Nørrebrogade udbrød jeg for fulde kraft : SÅDAN.. det var ren eufori. Bare det der tales om at blive afsluttet har jeg aldrig drømt i min vildeste fantasi.

Det virker stadig noget uvirkelige for mig og mange tanker dukker op. Det er ikke fremtiden jeg bekymre mig om, da jeg har lært at tage tingene som de nu er og dukker op. Bliver jeg afsluttet eller ej har jeg stadige den kroniske som naturligvis sætte sine begrænsninger, og bliver jeg afsluttet er det min egne læge som tager over.  Derudover er der træningen som skal vedligeholdes og udvikles. Det er træningen som er min medicin.

Træning er også min medicin.

Da jeg blev syg tænkte jeg om det ikke bare var noget jeg bildte mig ind og det var psykisk, hvilket jeg har erfaret er en helt normalt proces. En læge på lungemedicinske sagde til mig dengang “det er dæleme ikke psykisk det her, det er en alvorlig lungesygdom”.  Der fik jeg vendte tingene og forstod når en specialafdelingen siger sådan og det krævende lange indlæggelser var det rigtig og ikke “noget psykisk” som min daværende praktiserende læge ellers ofte havde spist mig af med.

De efterfølgende mange år skete der mange ting som jeg også har beskrevet:  Fra Iltapparat til Fitnesscenter .

På samme måde, blot med omvendt fortegn forholder jeg mig nu også sådan. Når en af de mest anerkendte og specialiseret overlæge på lungemedicinområdet siger at de tænker på at de vil afsluttet mig, så er det fordi det godt og kroppens system kan bære sig selv Det er også  samme overlæge som fortæller min træning og den remicade (medicin) som  jeg fik en perioder har gjort den afgørende effekt i at være hvor jeg er nu.

Der er ikke noget at sige til hjernen lige skal vende sig til situationen og man tænker tilbage til situationer, hvor det har været kritiske og har været udsat for flere traumer.  De oplevelser vil stadige være en del af mig, men der bliver  givet slip på dem mere og mere.

Så bliver det også fedt hvis jeg bliver afsluttet at jeg ikke skal have bekymringer når en dato for kontrol nærmere sig – så kan jeg nøjes med alle de andre bekymringer 😉

God sommer 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *